Så er jeg tilbage i Ann Arbor efter en weekend i oktanernes tegn. Herligt at komme et smut på landevejen igen. Især når vejret har været som i denne weekend med omkring 30 grader. Jeg var hjemturens chauffør i dag så her sidder jeg og nyder livet.

Første aften gik med en tur rundt i byen Indianapolis som er hovedstaden i Indiana.

Og så kom vi til det, som det hele handlede om nemlig den 90. udgave af Indianapolis-500 mile race, som er det mest prestigefyldte løb i IndyCar serien. Sammen med ca. 300.000 andre tilskuer sad vi bænket klar til starten. Gruppen der var afsted var Katsumi og David, som er venner herfra området der begge arbejder for Delphi, og Kats venner Everett og Jennifer.

Under løbet var det ikke helt let at holde styr på positionerne for de forskellige kører, (jeg håbede på en sejr til Danica Patrick), men med hjælp fra de mange folk omkring os med radioer fik vi løbende opdateringer.

Løbet endte med et meget tæt løb, hvor sejret blev afgjort med 6,35 hundrededele af et sekund. IndyCar har mindst lige så meget presse og historier omkring sig som Formel1, og jeg kender ikke mange af dem. Men et par af de mere interessante er historien om Danica Patrick den første kvinde der kunne vinde indy 500 og Andretti familien. Morfar Mario Andretti vandt Indy 500 i 1969, sønnen Michael Adretti har været meget tæt på at vinde et par gange og vendte tilbage i år og endelige barnebarnet Marco Andretti på 19 som fik en 2. plads i år.

David fik sneget sig op til opløbsstrækningen til de sidste omgange, så han fik nedstående billede deroppe fra da de manglede 3 omgange. Der har lige været et styrt og safety-bilen er ude inden det går løst for sidste gang.

Jeg har nu kun to dage tilbage på arbejde. Hvad jeg skal derefter ligger stadig ikke fast. Faktisk ændre jeg plan hver dag, men jeg skal nu nok komme afsted. Først fortalte Andreas mig at der snart var VloggerCon, så det er blevet et pejlemærke i planlægningen. AIESEC folkene her i byen tager på camping i Ohio næste weekend og det er vist lykkedes mig at få mig selv inviteret med til det. Min plan har været at starte ud i Utah, og rejse derfra til San Francisco, men i dag snakkede jeg med Ivan om at tage til San Francisco – han har en tante med en kælder og en bil vi kan låne.

Saa er jeg paa landevejen igen Jeg sidder i Muncie, Indiana og nyder livet med en Don Julio tequila. Sammen med Katsumi er vi taget ned og besøge David en af de mexicanske gutter.

Vi er taget til Indiana for at se aarets store Indy race som bliver kørt i morgen. I dag skal vi bare slappe af og hygge os og i morgen skal vi ud at se motorløb. Det bliver fedt.

Turen herned var skøn – Katsumis bil nummer 2 er en Mustang convertible, saa med 29 grader, aaben bil og den nye Red Hot Chili Peppers CD paa anlaeget var en 5 timers køretur ingenting. Jeg ville ønske vi bare kunne fortsaette ud af landevejen. Der kommer billeder naar jeg engang kommer hjem. Go weekend derude

Jeg er en rigtig jyde og havde aldrig seriøst overvejet at bo i København. Det var indtil for en måneds tid siden. Jeg forsøgte at hjælpe en veninde herover fra med at finde et sted i København, og pludselig tikkede der en e-mail ind med en lejlighed på Frederiksberg. Det var for dyrt for hende, men jeg tænkte hvorfor ikke? – Så første juli slår jeg mig ned i København.

Jeg glæder mig meget til at komme til København og se om det er noget for mig

Der har været lidt stille her på bloggen, men det er nu ikke fordi der ikke sker noget herover. Vi har haft en række sjove fester for de folk der er blevet færdige og flere og flere af vennerne er begyndt at rejse. Nogen er rejst hjem andre er rejst ud for praktikophold etc. Mange folk tager heldigvis til Europa, så mon ikke jeg får set et par af dem igen, selvom det er underligt at tænke på at nogle af folkene jeg har mødt og levet med herover i et år ikke er nogen jeg kommer til at se igen.

Jeg har i dag en uge tilbage på arbejdet og efter det tager jeg en tur vestover, men mere om det senere – der er ikke så meget planlagt endnu ud over at retningen bliver vest.

(Skrevet mandag aften)

Jeg sidder og skriver dette mens vi ruller gennem den mørke aften i Michigan. Vi har været afsted med Freedom to dage nu. Første dag bragte os gennem Kettle Morraines, som er et bakket område formet af istiden i det ellers så flade Wisconsin. Jeg var her i efteråret og syntes det kunne være spændende at gense det i forårets farver. Fordi området ligger ret tæt på Lake Michigan, og derfor er mere køligt er det endnu ikke alt der er sprunget, i modsætning til Madison og Ann Arbor.

Herfra gik turen videre til Madison som er hovedstaden i Wisconsin og stedet hvor statens hoveduniversitet ligger. Vi tog først ind og så byens Capitol der er vældig imponerende. Washington brød sig ikke om at de byggede en kupple der var højere end deres så den er tre fod lavere. Men den har til gengæld det største rumfang i Amerika.


Herefter gik vi en tur igennem byen. Madison er ligesom Ann Arbor og Austin en college by, hvilket ofte betyder at der er en afslappet stemning med masser af cafeer, museer og alternative butikker. Downtown Madison ligger på en lille strimmel land mellem to søer og det giver nogle meget hyggelige steder langs med søerne. Som her ved Memorial Union hvor man kan købe øl og nyde udsigten over Monona.

Om aftenen søndag kørte vi et par timer sydpå i retning mod Chicago inden vi overnattede på en rasteplads i Illinois.

Næste dag (mandag) fortsatte vi mod Chicago, hvor vi parkerede bilen syd for byen og tog et tog ind. Først var vi på House of Blues og spise frokost med Susan, en af mine veninder fra Ann Arbor. Herefter tog vi op i Sears Tower for at få det store overblik over byen.

Vi gik lidt rundt i byen og tog så afsted sidst på eftermiddagen.

Fredag tilbragte jeg hele dagen på landevejen for at komme herover til Sheboygan. Denne gang tog det otte timer, så jeg var glad da jeg endelig nåede frem.

I går hyggede jeg mig med mine forældre og Myrtle og Gene og idag drager vi så afsted på tur med vores mobile home. Det er et ordentlig lokum af en vogn og køre med (især på express lanes i Chicago) men den er meget rumelig og når man først ligger på motorvejen kører det bare derudaf. Den er ikke videre økonomisk – ca. 10 miles/gallon ~6 km/literen.

Jeg skriver igen når jeg finder noget trådløst netværk.

– Ja, jeg lever stadig og – nej, det er ikke fordi jeg keder mig at siden her er lidt uopdateret.

I morgen (fredag) henter jeg en lejet autocamper og kører til Wisconsin for at møde mine forældre. Mine forældre har været i USA siden den 20. april og har indtil videre været i LA, Hover Dam, Las Vegas, Grand Canyon, Sedona, Phoenix og nu Sheboygan i Wisconsin. Jeg har snakket med dem et par gange og de har haft en herlig tur.

Fra søndag morgen tager jeg over som turistguide og viser dem rundt i (hvad amerikanerne kalder) midtvesten. Ruten går fra Sheboygan over Madison, Chicago Ann Arbor, Detroit og Niagara Falls som vist herunder:

I de to uger siden jeg sidst har skrevet har vi været på pubcrawl med Mechanical Engieneering (institut for maskinkonstruktion), hvor jeg blandt andet mødte en dansk professor, som har været her i 20 år.

Vi havde semesterets fest her i huset med fire bands og en DJ – sjovt som altid:

Vi har gjort hvad vi kunne for at slappe af i det gode vejr. Der er som regel et par og tyve grader her i disse dage, nogle gange lidt mindre. Fodbold spiller vi en-to gange om ugen og ellers tager vi det roligt, som her en lørdag formiddag ved en cafe (Martin, Fredrik og Femi):

Imens jeg stadig har en lille måned til jeg slutter på arbejdet er en stor del af vores venner dimmiteret:

Det er en underlig fornemmelse, men de første tre af vennerne er tager afsted herfra til Tyskland, Femi har haft sin sidste arbejdsdag og i det hele tager er mange folk på vej væk fra Ann Arbor. Jeg er ikke den sidste, der bliver tilbage (og slukker lyset), men det er tæt på. Der er folk jeg har snakket meget med herover, som jeg sikkert/måske aldrig vil møde igen, som folkene her fra mit hus:

Jeg glæder mig nu til at komme tilbage til Danmark, men samtidig ville jeg ønske min tid herover ikke skulle slutte endnu. Det er vel den klassiske udvekslingshistorie Samtidig har den sat gang i mange tanker omkring hvad der skal ske når jeg vender tilbage. Nogle ting er allerede på plads, mens andre ting stadig er på tegnebrættet – det skriver jeg mere om senere