Spring Break Road Trip: Ned til varmen

Skrevet mandag kl. 14.30

Vi startede i Michigan med ca. 0 grader celsius og havde ca. -5 grader i Chicago. I St. Louis var det et par grader over frysepunktet. Imens vi har kørt videre sydpå i dag har vejret endelig forandret sig til det bedre. På vores sidste rasteplads kom de første nederdele frem og vi kunne rende rundt og spille frisbee i T-shirts.

IMG_2993

Jeg har lånt en rigtig ringe sovepose (der er for kort og hvor lynlåsen mangler), så de første to nætter har været ret kølige og jeg har gået og bandet lidt af mig selv for ikke at have taget en hue, tykke sokker og langt undertøj med i dag går mine bekymringer på shorts og sandaler :)

Humøret er højt også selvom der i går aftes var stormøde om ændringerne, vi har været nødt til at lave i planerne, således at vi ikke kommer til Eastwind.

Vi kører lige i øjeblikket på Highway 71 mod grænsen ind til Arkansas og landskabet har ændret sig. I Illinois og det meste af Missouri er det fladt og man kan skue kilometervis over kedelige vintermarker. Vi kører nu igennem Ozarks bjergene som giver landskabet noget mere kontur. Herunder er et billede fra Arkansas, jeg fik aldrig taget et af landevejen i Illinois/det nordlige Missouri. (På billedet ses vores to andre biler, en af minibusserne og vores pickup truck)

IMG_2996

Med i bilerne har vi walkie-talkies så vi kan koordinere vores kørsel. Det er meget effektivt når tissepauser skal koordineres mellem 27 mand og så er det stadig meget sjovt at sige frække ting til hinanden. – Lidt ligesom de første par gange man sendte smser.

IMG_2997

En del af ruten vi kører på i dag er route 66 som ikke eksisterer længere, men som mange stadig opfatter som en ganske særlig rute. Det jeg har kørt på den her er nu ikke videre spændende.

Spring Break Road Trip: Change of plans

Skrevet søndag kl. 22.30

Jeg sidder nu søndag aften i et kollektiv i St. Louis, Missouri omkring 4 timer fra vores planlagte mål. Vi nåede ikke Eastwing som planlagt, dels fordi en af bilerne kørte forkert og forsinkede os en lille time, dels fordi vores tissepauser tager længere end planlagt. I stedet kontaktede vi et kollektiv i St. Louis, som vi havde planer om at overnatte hos på hjemvejen. De kunne godt huse os (26 personer) med en times varsel så vi ændre planer og tog hertil i stedet. Vi ankom her kl. 20 fik noget aftensmad og interviewede beboerne. Huset her hedder Colbri og består af to huse og en have. Det er et voksent kollektiv, hvor der i øjeblikket bor omkring 20 voksen og to børn.

IMG_2982

IMG_2984

På turen ind igennem St. Louis kom vi forbi The Gateway Arch, som markerer skellet til (Det Vilde) Vesten vest for Mississippi-floden. St. Louis har siden den blev grundlagt i 1764 været en vigtig handelsby på Mississippi floden. Buen blev rejst i 1963 og er virkelig et interessant syn i aftenbelysningen.

I morgen (mandag) går det videre sydpå til Arkansas og engang onsdag, skulle vi ramme vores destination Austin, hvor vi tilbringer et par dage.

Det er ikke altid helt let at finde trådløse netværk for en del af dem er beskyttede eller forbindelsen er dårlig, men jeg skulle have bedre muligheder når vi engang når til Texas.