Tag: car

  • Lidt af hvert

    Endnu en uge er gået, og jeg kan knapt huske hvad jeg har lavet, så nu må jeg hellere få skrevet det ned inden jeg glemmer det helt :)

    Mandag var vi til pub-quiz ligesom vi også skal i aften. Onsdag prøvede vi yoga igen. Torsdag var vi en flok i Detroit-forstaden Royal Oak for at danse på en salsaklubben Sky Club. Jeg er ikke nogen haj til salsa, men det forhindre mig ikke i at sprælle rundt, så det gamle træben fik en ordentlig tur.

    Vi var syv personer afsted og på hjemturen kom vi til at snakke om, hvor lidt vi egentlig lægger mærke til at vi kommer fra vidt forskellige steder. Holdet bestod af en amerikaner, en tysker, en koreaner, en fra polen, en mexicaner, en britte og en dansker.
    Selvom jeg har været involveret i ESN med udvekslingsstuderende i Aalborg, er det først nu det går op for mig hvor meget et ophold som dette giver. Her I Ann Arbor har jeg kun mødt venlige mennesker og især de andre ikke-amerikaner bliver ens venner på ingen tid. De første folk er allerede taget hjem igen da deres ophold kun var for sommeren, og jeg er så glad for at jeg har haft muligheden, og taget valget, til at blive her i en længere periode. Lige nu går det strygende, men Femi og jeg går hele tiden og siger at det jo ikke kan blive ved med at være så fedt – så meget desto mere er jeg også klar over at der sikkert kommer tidspunkter, hvor det hele er træls og jeg kommer til at savne alt ved Danmark.
    Fredag og lørdag kig med lidt moderat druk og kig på bil til mig og lejlighed til Femi. Der er ikke så meget nyt at fortælle ud over at jeg slet ikke føler mig klædt på til at handle bil. Men mon ikke jeg får gjort noget ved det i løbet af den næste uges tid Jeg har været ude at køre i et par stykker og Cougaren er stadig favoriten selv om de forlanger for meget for den i forhold til dens alder.
    Søndag var der store rengøringsdag i Jones House. Eller der var 3-4 sløve hoveder som ikke kunne tage sig sammen til at lave noget og så var vi en 3-4 stykker der faktisk gjorde rent. Jeg er ret sikkert det er standarden her i huset med nogle af pothovederne, så jeg har ikke tænkt mig at bruge energi på det – der skal en vis ligegyldighed til for at kunne være i det her hus :)

    Andreas, en anden dansk praktikant fra Aalborg, tog afsted fra Detroit i dag. Det var ikke så meget vi fik set til hinanden, men det var meget rart at have en man kendte herover, som kunne give lidt insider-tricks til en nyankommen. Og det var lidt underligt at sidde og snakke dansk med en anden herover.

    Jeg er ikke begyndt at tænke eller drømme på engelsk endnu – og jeg tager nogle gange mig selv i at sige de første lyde af en sætning på dansk, indtil det går op for mig at de ikke forstår dansk. Men ellers går det ok med sproget – der er endnu en dansk klang i mit sprog, men Menlo Innovations, som jeg arbejder for har netop opkøbt English Communication Services, som er et firma der har specialiseret sig i accent-reduktion (Læs mere om det her). Firmaet er opkøbt fordi cheferne mener vi kan udvikle softwaren, der kan støtte i undervisningen.

    Chefen kom i dag med en af deres gamle cykler som jeg kunne låne, så nu jeg kan cykle på arbejde. Jeg har allerede købt en cykelhjelm for cykelister er ret lovløse herover. Selvom Ann Arbor skulle være en cykelvenlig-by er det slet ikke til at vende sig til for en dansker.

    Jeg må hellere se at komme ud af døren – Det blev tekstungt og ingen billeder denne gang – jeg beklager.